Tid til reflektion

05 feb 2012 Skriv en kommentar

by colanja in Februar, Global Platform, privatliv

Siddende række fra venstre: Nina, Søren, Maja, Bjarke og Emil. Stående række fra venstre: Lukas, Mette, Anja og Christian. Foto: Lukas Søgård

En helt fantastisk og enestående måned er overstået. Hele følelsesregistret har været i spil, og nu står jeg tilbage med et tomt sind og en klump i maven. Alt er ved det gamle igen. Jeg er tilbage i Ruseifa og vanerne falder ligeså stille på plads igen. Alligevel er alting anderledes. Jeg er anderledes. Måneden på platformen er nærmest umulig at beskrive, alt gik så stærkt, vi havde så meget vi skulle nå, og alligevel lykkedes det os at tage en dag ad gangen; der var aldrig stress på, selvom skemaet var tæt og stramt. Det har været en af de mest intense måneder i mit liv, og samtidig en af de bedste. Vi tænkte aldrig over hvad vi gjorde eller hvorfor. Alt skete bare i en helt naturlig rækkefølge og vi gjorde altid, hvad vi havde lyst til. Det var så forskelligt fra det liv jeg lever i Ruseifa, hvor reglerne er stramme og tiden er flydende. På platformen var tiden knap og reglerne frie. Hver dag begyndte med arabisktimer med den dejlige kvinde ved navn Fatima. I begyndelsen stod vi op kl. 8 og gjorde os klar før morgenmaden, så vi kunne være til time kl. 9, men efterhånden som udmattelse ramte os og vi blev kendt med hinanden, nærmede klokken sig mere og mere 9 før vi kom op.

Undervisningen har været grunden til vi kom på platformen, men vores individuelle personligheder og erfaringer har været grunden til at vi har nydt det så meget. Vi har lært så meget; ikke kun af Nadia, Sune, Lubna og Aboud, men også af hinanden. Samtidig har det været en udfordring at bo 10 mennesker sammen, på så få kvadratmeter uden lydisolering; og dette har til tider også udfordret vores tålmodighed. Til gengæld kender vi hinanden så godt nu. Vi ved, hvornår og hvor tit vi går i bad, hvordan vi snorker, hvad vi snakker om i søvne, hvornår vi har haft diaré, hvem der har været erotisk opstemt og hvornår, hvad vi kan lide at spise, hvor tit vi vasker samt skifter tøj, og ikke mindst hvad der får os til at grine og græde. Vi har ubevidst delt så meget gennem vores vaner, lyde, lugte og kropssprog, at vi automatisk også kom til at dele det hele verbalt. Der var ingen grund til at skjule noget, som alligevel var så åbenlyst for alle andre. En anden leveregel har været ’mi casa es su casa’. Min computer er blevet udlånt så meget, at der blandt de mest besøgte sider nu også findes: ’Texts from last night’ og ’fcbarcelona.dk’.

På kurset lærte vi at reflektere, og det er noget jeg virkelig får brug for i den kommende tid. Der er så mange indtryk og følelser jeg skal have på plads. Jeg skal have fundet mig selv på ny, og jeg skal lære at leve med privatliv igen. Jeg er blevet kastet tilbage i en mellemøstlig sammenhæng, hvor jeg ikke længere kan handle uden at tænke. Det bliver endnu en udfordring på min rejse, men jeg ser frem til at overvinde den.