Min jul i 2011

26 dec 2011 Skriv en kommentar

På min fars fødselsdag d.21. december er hele familien samlet i mine forældres hjem i Odense. Rundt om bordet i køkkenet sidder min mormor og farmor, min moster og onkel og deres to drenge samt mine forældre og min søster. Flæskestegen er serveret; der er kartofler med brun sovs og taffel chips. Rødvinen er åbnet og fra stuen lyser juletræet gennem den franske dør. Fjernsynet i stuen er tændt og ind i mellem høres bjæffen fra vores langhårede tæppetisser og min søsters spaniel. Julestemningen mærkes tydeligt, og det er næsten som om, det allerede er juleaften. Desserten, som består af Carted’or is, findes frem og der mangler kun én ting for at fuldkomme denne aften. Mig! Jeg sidder i en palæstinensisk flygtningelejr i Jordan og betragter min familie gennem videoen på skype. På mit værelse er der omkring de 10 grader, så jeg sidder i min seng med computeren på skødet og er godt indpakket i tæpper. For en kort stund føles det næsten som at være i Danmark selv.

Tre dage senere er flæskestegen skiftet ud med and, der er ekstra tilbehør, såsom brunkartofler og rødkål og desserten er risalamande med kirsebærsovs. Under træet ligger der nu gaver og min yngste fætter er fuld af spænding og ude af stand til at sidde stille. Spørgsmål lyder fra ham igen og igen: ”Hvornår skal vi danse om træet”, men i virkeligheden mener han: ”Hvornår skal vi pakke gaverne op?” Det hele er så forudsigeligt, men i år er min jul helt anderledes.

Jeg er stået tidligt op og er med bussen ind til Amman, hvor jeg skal tilbringe juleaften sammen med de danske praktikanter fra Mellemfolkeligt Samvirke Action Aid, samt de danske frivillige fra Ungdommens Røde Kors. Derudover er alle europæere vi kender inviteret og en del jordanere. I alt er vi omkring 20 mennesker med 7 nationaliteter. Da jeg ankommer, er det meste af selskabet samlet i det knap 6 kvm store køkken, hvor lasagnen står i ovnen og gryderne syder og damper. Gløggen serveres som velkomstdrink og er en stor succes hos dem, der ikke har prøvet det før. I 5 timer kokkereres der i køkkenet og ventetiden er lang. Mens der smalltalkes og stiftes nye bekendtskaber høres lyden af knive mod spækbræt, røren i gryder og raslen fra chipsposer, der åbnes sammen med pop fra vinflasker og den brusende lyd fra øldåser.

Endelig bliver det tid til at spise. På bordet er der alt, hvad hjertet kan begære, inkl. den danske traditionelle and med brunkartofler og rødkål, dog uden brun sovs. Franskmændene har lavet baget med gåselever og italieneren pasta med rejer. Der går dog ikke længe før jeg allerede er mæt, eftersom chips, gløgg og 5 timers småspisning i køkkenet allerede fylder en del. Efter hovedretterne spiller vi pakkespil. Størstedelen af gaverne er pakket ind i farvede plastikposer med knude, men det gør dem ikke mindre attraktive. Nybegynderne får hurtigt styr på reglerne og der kæmpes ivrigt for at slå seksere og stjæle pakkerne fra de overbegavede.

Måltidet afsluttes med risalamande, hvor vi må undvære kirsebærsovsen, da intet sammenligneligt har været muligt at opstøve. Desuden er der frugtsalat samt diverse arabiske desserter. Aftenen fortsætter med snak, øl, sprut og vin, samt en smule salsa og dabke, som er den arabiske nationaldans. Bortset fra disse små og nærmest ubetydelige detaljer er december blot en ganske almindelig, grå og regnfuld vintermåned i Jordan. For mig betyder julen, hygge med familien også i dagene derpå, hvor vi spiser rugbrød og rester og risalamande med kold kirsebærsovs. Denne særlige og nærmest magiske atmosfære er noget af det bedste jeg ved, og eftersom juleånden ikke var til at finde i Jordan, blev det ikke jul i år.