Blodprøven
08 feb 2012 Skriv en kommentar
Så er jeg tilbage på arbejde igen. I dag har vi en kampagne fra Save the Children. De er på besøg i vores organisation og tager blodprøver af mødre og børn for at bekæmpe og gøre opmærksom på anæmi. Jeg skal selvfølgelig også testes. Jeg får et nummer af en af de administrerende kvinder og bliver henvist til en skranke, hvor vi sammen skal udfylde et spørgeskema, der handler om mit helbred. Er jeg ryger, er jeg gravid og andre lignende spørgsmål. Derefter venter jeg sammen med alle de andre kvinder på at blive tilset af lægen. Jeg har nummer 18 og til min store overraskelse er ventetiden kort, så det bliver hurtigt min tur. Jeg bliver vist ind i et rum, som vi aldrig bruger i organisationen og derfor ved jeg, at det er det mest beskidte rum. Der bliver aldrig gjort rent her. Jeg har i hvert fald ikke set nogen gøre det, mens jeg har været frivillig her. Det kan jo være, de har gjort det i dagens anledning, men jeg tvivler.
Jeg sætter mig på en stol foran lægen, og han finder en lille tingest frem, der mest af alt ligner en klipsemaskine. Det er en sådan tingest, som man også bruger, når man har diabetes og skal teste sit blodsukker. Lægen beder om min hånd og afspritter min langefinder. Derefter giver det et lille stik i min fingerspids, idet han trykker på den lille plastikklipser. Han finder et lille tyndt glas frem. Det er enten et minireagensglas eller en mini pipette. Med den suger han blod fra min finger, til glasset er helt fyldt. Og så er det overstået. Jeg ser, at min finger hurtigt holder op med at bløde i modsætning til en lille pige, som må have hendes andet plaster på. En sygeplejerske kommer og sætter et plaster på min finger, og jeg får lov til at gå.
På vej ud mærker jeg, at jeg bliver svimmel, og jeg sætter mig derfor tilbage i venteværelset, men det hjælper ikke noget. Jeg får kvalme, svimmelheden bliver værre, og jeg mærker, at jeg skal kaste op. Derfor begynder jeg at gå mod toilettet. Jeg befinder mig på anden sal og toilettet er på første. Da jeg kommer ud på den udendørs trappe, er der overfyldt med børn og mødre, som alle står i kø for at komme til. Det er nærmest umuligt at bevæge sig ned at trappen, og jeg koncentrerer mig kun om én ting: at finde toilettet. Mit syn bliver mere og mere uklart, og da jeg kommer ned for enden af trappen kniber det også med at gå lige. Jeg går ind på første sal, hvor de har et møde. Jeg registrerer, at der er mange mennesker i rummet, men fortsætter mod toilettet. Mit syn er nu helt uklart og bevæger sig langsomt mod sort. Det går op for mig, at jeg er ved at besvime. Jeg når kun hen til vinduet, da mine ben svigter mig, og jeg griber efter den nærmeste ting. Jeg er helt blind, og det sidste jeg mærker, er en kvinder, der griber om mig i mit fald.
Jeg vågner kort efter med tre kvinder omkring mig. Mit syn er stadig uklart, og jeg bliver hjulpet ind i et andet rum. Jeg har stadig voldsom kvalme og kan ikke gå selv. Jeg får forklaret, at jeg skal kaste op og de finder straks en skraldespand, hvorefter jeg kaster op. Jeg bliver sat i en stol ved siden af varmeapparatet. De venlige kvinder fremskaffer hurtigt noget chokolade og en kop the. Nu går det meget bedre.
Det er første gang jeg besvimer, og jeg ved ikke, hvorfor jeg gjorde det, men kvindernes teori er lavt blodsukker. Testen viste at jernindholdet i mit blod er normalt, og jeg ikke har anæmi.
Tid til reflektion
05 feb 2012 Skriv en kommentar
in Februar, Global Platform, privatliv
Siddende række fra venstre: Nina, Søren, Maja, Bjarke og Emil. Stående række fra venstre: Lukas, Mette, Anja og Christian. Foto: Lukas Søgård
En helt fantastisk og enestående måned er overstået. Hele følelsesregistret har været i spil, og nu står jeg tilbage med et tomt sind og en klump i maven. Alt er ved det gamle igen. Jeg er tilbage i Ruseifa og vanerne falder ligeså stille på plads igen. Alligevel er alting anderledes. Jeg er anderledes. Måneden på platformen er nærmest umulig at beskrive, alt gik så stærkt, vi havde så meget vi skulle nå, og alligevel lykkedes det os at tage en dag ad gangen; der var aldrig stress på, selvom skemaet var tæt og stramt. Det har været en af de mest intense måneder i mit liv, og samtidig en af de bedste. Vi tænkte aldrig over hvad vi gjorde eller hvorfor. Alt skete bare i en helt naturlig rækkefølge og vi gjorde altid, hvad vi havde lyst til. Det var så forskelligt fra det liv jeg lever i Ruseifa, hvor reglerne er stramme og tiden er flydende. På platformen var tiden knap og reglerne frie. Hver dag begyndte med arabisktimer med den dejlige kvinde ved navn Fatima. I begyndelsen stod vi op kl. 8 og gjorde os klar før morgenmaden, så vi kunne være til time kl. 9, men efterhånden som udmattelse ramte os og vi blev kendt med hinanden, nærmede klokken sig mere og mere 9 før vi kom op.
Undervisningen har været grunden til vi kom på platformen, men vores individuelle personligheder og erfaringer har været grunden til at vi har nydt det så meget. Vi har lært så meget; ikke kun af Nadia, Sune, Lubna og Aboud, men også af hinanden. Samtidig har det været en udfordring at bo 10 mennesker sammen, på så få kvadratmeter uden lydisolering; og dette har til tider også udfordret vores tålmodighed. Til gengæld kender vi hinanden så godt nu. Vi ved, hvornår og hvor tit vi går i bad, hvordan vi snorker, hvad vi snakker om i søvne, hvornår vi har haft diaré, hvem der har været erotisk opstemt og hvornår, hvad vi kan lide at spise, hvor tit vi vasker samt skifter tøj, og ikke mindst hvad der får os til at grine og græde. Vi har ubevidst delt så meget gennem vores vaner, lyde, lugte og kropssprog, at vi automatisk også kom til at dele det hele verbalt. Der var ingen grund til at skjule noget, som alligevel var så åbenlyst for alle andre. En anden leveregel har været ’mi casa es su casa’. Min computer er blevet udlånt så meget, at der blandt de mest besøgte sider nu også findes: ’Texts from last night’ og ’fcbarcelona.dk’.
På kurset lærte vi at reflektere, og det er noget jeg virkelig får brug for i den kommende tid. Der er så mange indtryk og følelser jeg skal have på plads. Jeg skal have fundet mig selv på ny, og jeg skal lære at leve med privatliv igen. Jeg er blevet kastet tilbage i en mellemøstlig sammenhæng, hvor jeg ikke længere kan handle uden at tænke. Det bliver endnu en udfordring på min rejse, men jeg ser frem til at overvinde den.
Global Platform
16 jan 2012 Skriv en kommentar
Jeg er begyndt at få travlt hernede og har den sidste uges tid været til undervisning hver dag fra kl. 9-17. Der er ankommet 9 nye volontører fra Danmark og vi har vores egen lejlighed i Amman, Shmeisani. Der er to soverum, en stue, 3 badeværelser og et lille køkken. Vi lærer en masse spændende og der er ikke så meget fritid, men vi har efterhånden lært hinanden at kende og hygger os rigtig meget.
Foto: Lukas Søgård
Jeg anbefaler at i læser Maja’s indlæg Assalamu 3laikum!
Min jul i 2011
26 dec 2011 Skriv en kommentar
På min fars fødselsdag d.21. december er hele familien samlet i mine forældres hjem i Odense. Rundt om bordet i køkkenet sidder min mormor og farmor, min moster og onkel og deres to drenge samt mine forældre og min søster. Flæskestegen er serveret; der er kartofler med brun sovs og taffel chips. Rødvinen er åbnet og fra stuen lyser juletræet gennem den franske dør. Fjernsynet i stuen er tændt og ind i mellem høres bjæffen fra vores langhårede tæppetisser og min søsters spaniel. Julestemningen mærkes tydeligt, og det er næsten som om, det allerede er juleaften. Desserten, som består af Carted’or is, findes frem og der mangler kun én ting for at fuldkomme denne aften. Mig! Jeg sidder i en palæstinensisk flygtningelejr i Jordan og betragter min familie gennem videoen på skype. På mit værelse er der omkring de 10 grader, så jeg sidder i min seng med computeren på skødet og er godt indpakket i tæpper. For en kort stund føles det næsten som at være i Danmark selv.
Tre dage senere er flæskestegen skiftet ud med and, der er ekstra tilbehør, såsom brunkartofler og rødkål og desserten er risalamande med kirsebærsovs. Under træet ligger der nu gaver og min yngste fætter er fuld af spænding og ude af stand til at sidde stille. Spørgsmål lyder fra ham igen og igen: ”Hvornår skal vi danse om træet”, men i virkeligheden mener han: ”Hvornår skal vi pakke gaverne op?” Det hele er så forudsigeligt, men i år er min jul helt anderledes.
Jeg er stået tidligt op og er med bussen ind til Amman, hvor jeg skal tilbringe juleaften sammen med de danske praktikanter fra Mellemfolkeligt Samvirke Action Aid, samt de danske frivillige fra Ungdommens Røde Kors. Derudover er alle europæere vi kender inviteret og en del jordanere. I alt er vi omkring 20 mennesker med 7 nationaliteter. Da jeg ankommer, er det meste af selskabet samlet i det knap 6 kvm store køkken, hvor lasagnen står i ovnen og gryderne syder og damper. Gløggen serveres som velkomstdrink og er en stor succes hos dem, der ikke har prøvet det før. I 5 timer kokkereres der i køkkenet og ventetiden er lang. Mens der smalltalkes og stiftes nye bekendtskaber høres lyden af knive mod spækbræt, røren i gryder og raslen fra chipsposer, der åbnes sammen med pop fra vinflasker og den brusende lyd fra øldåser.
Endelig bliver det tid til at spise. På bordet er der alt, hvad hjertet kan begære, inkl. den danske traditionelle and med brunkartofler og rødkål, dog uden brun sovs. Franskmændene har lavet baget med gåselever og italieneren pasta med rejer. Der går dog ikke længe før jeg allerede er mæt, eftersom chips, gløgg og 5 timers småspisning i køkkenet allerede fylder en del. Efter hovedretterne spiller vi pakkespil. Størstedelen af gaverne er pakket ind i farvede plastikposer med knude, men det gør dem ikke mindre attraktive. Nybegynderne får hurtigt styr på reglerne og der kæmpes ivrigt for at slå seksere og stjæle pakkerne fra de overbegavede.
Måltidet afsluttes med risalamande, hvor vi må undvære kirsebærsovsen, da intet sammenligneligt har været muligt at opstøve. Desuden er der frugtsalat samt diverse arabiske desserter. Aftenen fortsætter med snak, øl, sprut og vin, samt en smule salsa og dabke, som er den arabiske nationaldans. Bortset fra disse små og nærmest ubetydelige detaljer er december blot en ganske almindelig, grå og regnfuld vintermåned i Jordan. For mig betyder julen, hygge med familien også i dagene derpå, hvor vi spiser rugbrød og rester og risalamande med kold kirsebærsovs. Denne særlige og nærmest magiske atmosfære er noget af det bedste jeg ved, og eftersom juleånden ikke var til at finde i Jordan, blev det ikke jul i år.
Frisør-KATASTROFE!
23 dec 2011 Skriv en kommentar
in December, kultur, privatliv
Jeg tænkte at jeg ville være fin til jul og klippe mit hår. Derfor tog jeg til frisøren, men det gik ikke helt som planlagt. Billederne taler vist for sig selv!
Før
Efter
__________________________________________
Forældremøde
21 dec 2011 Skriv en kommentar
in arbejde, December, familien, kultur
Tirsdag var jeg med Umm Osama til forældremøde. I forhold til at dette skulle være alle forældrene til skolens børn, var der ikke mange mennesker der. Ved et højbord sad 6-7 fine folk, som fik særbehandling. Deres juice var i glas og deres kaffe i porcelænskopper. De fik en snickers bar, mens vi andre måtte nøjes med en lille vaffelstang og en brikjuice. Under mødet snakkede de forskellige mænd fra højbordet i en evighed. På intet tidspunkt var forældrene helt stille og hvert andet minut lød en ringetone fra en mobiltelefon. Forældrene var heller ikke blege for at blive siddende i rummet, mens de talte i deres telefon. Sidst på mødet skulle der være en afstemning. Den var nøje kontrolleret og der blev talt hvor mange stemmeberettigede vi var i rummet, og som stemmerne blev lagt i boksen blev der også talt om det rette antal blev lagt i. Umm Osama var en af kandidaterne til denne afstemning, så det var ikke svært at finde ud af hvem jeg skulle stemme på. Dog ved jeg endnu ikke hvad vinderen af denne afstemning vil have af ansvar. Jeg går ud fra at personen i en eller anden forstand vil være forældrerepræsentant. Umm Osama fik kun 12 stemmer ud af 65, mens to mænd begge fik 20 hver, og derfor måtte vi ud i en omstemning. Det tog lang tid, da hele proceduren skulle gentages, men det endte med at blive den mand som Umm Osama i anden omgang havde stemt på, og jeg tror hun var nogenlunde tilfreds.
Ferie i Amman
19 dec 2011 Skriv en kommentar
Efter en cirka en måned i Ruseifa havde jeg stærkt brug for en afveksling. Derfor tog jeg på forlænget weekend hos praktikanterne i Amman. De 4 dage i Amman har budt på et helt nyt og anderledes liv. Et liv uden regler og restriktioner. Med vestlig mad og drikke. Groft brød med tunsalat, juice, kamille/mynte- the, pastasalat, kartoffelsuppe, kakao, cheesecake, McDonalds og ikke mindst ØL! For dem, der ikke har boet hos en arabisk familie lyder dette måske ganske normalt og det kan være svært at indse det himmelske i disse retter. Men tro mig, når jeg siger, at det var helt fantastisk.
På denne ferie har jeg for første gang under mit ophold slappet 100 % af, og været mig selv. Bestemt selv og taget mine egne beslutninger uden at tænke over, hvad andre mon synes om dem. Jeg har været i selskab med danskere og europæere samt fået nye bekendtskaber. Idet jeg har mødtes med de danske frivillige fra Røde Kors. Men vigtigst af alt har jeg mødtes med min jordanske veninde, Janet. Det var ubeskriveligt at se hende igen, og vi kunne have blevet ved med at snakke i en evighed. Faktisk havde jeg slet ikke regnet med at det ville være så overvældende. Hvor har jeg dog savnet hende. Heldigvis skal hun til Danmark med dialogambassadørerne i marts, når jeg skal til Danmark igen. Og forhåbentlig kommer der mange flere dage, hvor vi skal mødes i Amman.
Hjemme i Ruseifa har Umm Osama til min store overraskelse og glæde tilberedt lasagne! Jeg bliver helt glad ved synet af mad med max kød og næsten ingen grøntsager. Plus ingen friturestegte ting. Det er bonus. Dog slår det mig hårdt ned igen, da jeg tager den første bid. KANEL. Så er jeg hjemme igen!
Rainbow street – The green turtle
14 dec 2011 Skriv en kommentar
Rainbow street er en meget populær gade ved ’the first circle’ (duwwar al-auwal) i centrum af Amman. Nattelivet er levende og her kommer utrolig mange europæere, fordi området er vestligt inspireret og ikke langt herfra ligger også de meget kendte pubs, hvor man kan købe øl og andet alkohol.
I dag sidder jeg på en internet café på Rainbow street. Det er helt fantastisk. Det er en ubeskrivelig følelse at føle sig lidt vestlig igen. Jeg har bestilt en kop varm kakao og den smager himmelsk. Der er almindelig engelsksproget popmusik i radioen og de fleste kvinder omkring mig har ikke tørklæde på. Her er dejlig varmt, nok ca. almindelig stuetemperatur pga. de mange airconditionanlæg, der kører. For første gang i en måned slapper jeg inderligt af og livet føles perfekt. Tv’et kører endda på national geographic. Jeg kunne sidde her flere timer, og det kommer jeg også til.
Til frokost har jeg bestilt en tunsandwich og en lemonade med mint. Det er skønt at spise normal mad igen. Jeg er ved at få nok af ris med kanel og friturestegte grøntsager. Limonaden er himmelsk, nærmest som en mojito. Iskold lime med mint. Hvor er det dejligt at spise mad, der faktisk smager salt og ikke sødt. Der er lige lidt for mange oliven i min sandwich, men brødet er groft og sprødt og kan næsten gøre op med en skive rugbrød. Friske tomater og salat. Åh, hvor er det bare alle de små detaljer der betyder så ufattelig meget for kultur og hverdag. Selvom prisen næsten også er vestlig, så er det det hele værd!
Anhilas fødselsdag
11 dec 2011 Skriv en kommentar
Anhilas fødselsdag var noget af en oplevelse for mig. Ikke fordi den var meget anderledes end fødselsdage i Danmark, men på grund af Osamas opførsel.
Børnene har købt gaver og planlagt deres mors fødselsdag i al hemmelighed. Først om aftenen efter deres far kommer hjem, efter aftensmaden og efter Anhila er færdig med opvasken slukkes lyset og kagen med lys og sprøjtende ild bæres ind mens der synges ‘Happy birthday to you’. Kun børnene og Umm Osama er aktive i denne handling. Osama sidder på sin flade i sofaen og ser ikke engang i vores retning. Han stirrer bare meningsløst på tv’et uden et smil på sine læber. I køkkenet puster Anhila og Adam lysene ud, mens Umm Osama ivrigt tager billeder og kalder på Osama, og siger han skal komme og være med på billederne. Men hans bevæger sig ikke. Efter noget tid med sang og beundring af kagen må Anhila gå hen til sofaen for at få taget et billede sammen med sin mand. Han rører stadig ikke på sig. Sidder blot tilbagelænet i samme stilling med det samme ansigtsudtryk. Hun læner sig ind mod ham og smiler til kameraet. Muhammad kommer med kagen som han glædeligt overrækker sin far, som ikke virker helt tilfreds med situationen. Så smiler de til kameraet og Umm Osama tager et par billeder af dem. Derefter går Anhila i køkkenet for at skære kagen ud og forberede en tallerken til os hver. Kagen bliver delt ud og Osama som stadig ikke har rørt sig i sofaen begynder at spise af sin kage, mens han fortsat ser tv. Anhila sætter sig ved siden af ham i sofaen og børnene henter de gaver, som de har købt til hende. Muhammad og Adam har købt en halskæde og fra Nour og Mona er der et sæt badeolier og en parfume. Osama har ikke købt nogen gave, og han er heller ikke vitterligt interesseret i at se, hvad børnene har købt, selvom Anhila ivrigt og stolt viser sine gaver frem til ham.
Det gør mig simpelthen så vred indeni at Osama ikke engang kan løfte sin fede røv på sin kones fødselsdag og fejre den sammen med sin familie. Ikke engang så meget som et lille smil eller ordet: ‘Tillykke’.
Hos lægen
06 dec 2011 Skriv en kommentar
Så fik jeg desværre også prøvet at være hos lægen. Venteværelset er bestemt ikke sterilt og sofaerne er tydeligvis beskidte. Folk sidder på rad og række og jeg tænker, at der nok er lang ventetid. Jeg sidder dog ikke mere end 5 minutter før jeg får lov til at se lægen. Jeg ved ikke om det er fordi jeg ser mest syg ud, eller fordi jeg er europæer. Lægen ligner mest af alt en af de lokale fra værtshuset rundt om hjørnet. Hans tøj ser beskidt ud, han har overskæg og sidder tilbagelænet i sin stol bag disken. Han har benene over kors, alt imens han ryger en cigaret. Min første tanke er at det umuligt kan være ham der er lægen, men jo. Han spørger hvordan jeg har det. Og det er meget underligt for mig, for det er sådan alle samtaler begynder her i Mellemøsten, og jeg er i tvivl om jeg skal svarer det sædvanlige: AlhamdulAllah wa anta? Men jeg tænker, at han er lægen og jeg hellere må sige at jeg har det skidt. Hvilket han heller ikke bør være i tvivl om eftersom jeg er kommet til lægen. Han bliver ved med at tale til mig på arabisk og jeg stirrer bare dumt tilbage, for jeg forstår ingenting af hvad han siger. Han lytter til min vejrtrækning på brystet og på ryggen. Så snakker han med Umm Osama på arabisk og jeg forstår kun to ord: Influenza og bronkitis. Men jeg ved ikke om det er det jeg fejler eller det betyder, at det er udelukket.
Jeg bliver bedt om at gå med sygeplejersken ind i et andet rum, og Umm Osama fortæller at jeg skal have to indsprøjtninger! Da bliver jeg virkelig bange. Hvorfor? Spørger jeg. Hendes svar er; fordi du er meget syg. Jeg bliver svimmel og får voldsom kvalme; får øje på en håndvask som jeg bevæger mig hen imod og læner mig ind over. Jeg ser sygeplejersken klargøre sprøjterne og til min lettelse bliver begge sprøjter åbnet fra en steril indpakning. Jeg er dog stadig ikke tryg ved situationen og ønsker mig hjem til Danmark. Sygeplejersken tager mig med ind bag et forhæng, hvor hun beder mig lægge mig ned på en briks. Hun trækker bukserne ned på mig og afspritter et område på min ene balle, hvorefter hun stikker mig. Det gør sygt ondt, og jeg kan ikke lade være med at spænde, selvom jeg prøver at lade være. Jeg får tårer i øjnene. Men sygeplejersken er ikke færdig endnu. Hun afspritter den anden balle, og jeg er i tvivl om hun skal prøve på nyt eller det er den anden sprøjte. Denne gang slapper jeg lidt mere af, men det går stadig sygt ondt. Jeg hader virkelig nåle. Heldigvis er hun færdig efter at have stukket anden gang, og jeg får lov at ligge indtil jeg er klar til at rejse mig. Min ene balle er øm i flere dage og jeg har fået et blåt mærke rundt om den lille prik, hvor jeg er blevet stukket.
Mine billeder
Christian's billeder
Lukas' billeder
Emil's billeder
